Vi fordeler os efter inter­esser: Bent, Sølvi og Svenner tager på toptur til punkt 790 et par kilo­meter øst for lejren, hvorfra de beretter om en fantastisk udsigt mod Julianehåb. Andre fisker, og jeg nusler omkring med flora og kamera.

På denne tur oplever jeg for første gang et særligt psykisk fænomen, som jeg siden har værdsat meget højt. Efter nogle dage glemmer jeg hver­dagen, som jeg kommer fra, og lever bare intenst i nuet. Hvis turen varer længe nok, helst mere end to uger, går der så et stykke tid, inden hjem­rejsen og daglig­dagen trænger sig på i min bevidsthed. Det er en meget lykkelig tilstand. Den kan bedst sammen­lignes med det jeg kan huske fra før­skole­alderen, hvor jeg legede i haven med min sand­kasse og gynge. Dengang var en dag et uover­skueligt langt tidsrum - om aftenen var den samme dags morgen en fjern og uvir­kelig fortid. Det er nærmest sådan jeg har det nu, og det er ikke kun på denne aller­første fjeld­vandring, det er også på de efter­følgende lange fjeld­ture i Grøn­land og Norge.