Samme efterår melder jeg mig ind i grønlands­foreningen Qatanngut-gruppen (qatanngut betyder broder/søster, og i den gamle ret­skriv­ning staves det ĸatángut). Jeg gør det egentlig kun fordi medlems­skabet giver rabat i Spejder Sport, og jeg trænger til en varmere sovepose. Sådan oplever jeg ofte, at væsentlige tildragelser i min tilværelse skyldes rene til­fældig­heder.

I medlemsbladet annonceres der med et årsmøde på Brøndby gymnasium, som jeg melder mig til, for at se hvad det er for et fore­tagende jeg nu er blevet medlem af. Årsmødet har et kolos­salt fremmøde, og der bliver drukket kolos­sale mængder rødvin, hvad der over­rasker mig i en forening, der udspringer af spejder­bevægelsen. Men jeg har ikke været spejder og møder måske op med nogle fordomme om bare knæ og kolde afvask­ninger.

På mødet annonceres en ski- og slæderejse i Østgrønland i april 1976, kaldet Aput 76, af grønlandsk aput ~ sne. Den melder jeg mig straks til, for nu kender jeg den grøn­landske sommer godt og vil gerne opleve vinteren - eller foråret, som der retteligt er tale om.

Turen vil måske også give mig lejlighed til at bruge mine gryende kund­skaber i grøn­landsk. Måske, fordi øst­grøn­landsk er en dialekt meget afvigende fra det central-vest­grøn­landsk, der under­vises i på Studie­skolen.