|
|
Tilbage i Saqqaq den 6. juli styrer vi direkte mod butikken for at få ny forsyninger, deriblandt "Toms Strabadsomeller", som er det eneste slik de havde på lager sidst.
I butikken bemærker vi en meget snakkende, grønlandsktalende mand, der står og vifter med et girokort adresseret til Hannibal Fencker. Aha, det er ham vi skal hilse fra pigen i billetkontoret i Jakobshavn. "Jamen, det min datter Karen", siger han, og så er bekendtskabet med denne flinke mand indledt.
|
|
Hannibal har været udstedsbestyrer i Saqqaq, men efter han blev pensioneret, flyttede han og hans kone Amalie til Ilulissat. Om sommeren bor de dog stadig i Saqqaq, i det lille røde hus med gryderne.
Det gæstfrie par inviterer først på kaffe og siden på kogt sælkød og røget hellefisk og sildepisker, samt muslinger. Dertil hjemmebrygget immiaq (øl). Hannibal lærer os hvordan sælkød, som er temmelig tørt, skal spises: Hver mundfuld skal indeholde et lille stykke spæk. Vi æder så vi er ved at sprække.
|
|
