Det er ingeniøren, Bjarne Ebbesen, der står for at oplære mig i at nedtage og fortolke ionogrammer, noget der udgør en betydelig del af arbejdet ved Geofysisk Observatorium. Ionosonden er her fotograferet sidst på sommeren - der er nysne på Herbert Ø. Ionosonden er en lodret radar, der måler reflektionen i ionosfæren i et bredt spektrum af radio­bølger. Ionosonden er placeret et godt stykke uden for byen, for ikke at forstyrre radio­modtagningen (hvad den alligevel gør, når den sender en gang hver halve time).

Radio­senderen blev bygget med radiorør under det internationale geofysiske år 1957, og Bjarne instruerer mig i at hyre en arbejdsmand, hvis der skal laves reparationer på den, for rack'et er for tungt til én mand. Det får jeg dog ikke brug for.

Reflektionsdata bliver registreret på en 35 mm film, som skal fremkaldes i en fremkalder­dåse, noget jeg er helt bekendt med - nyt er dog at fremkalder­væsken skal nedkøles efter opblandingen, for vandet i den "kolde" hane er langt over de krævede 20º.

Når der skal skiftes film i ionosonden, kører man derud i stationens Land Rover. Under tøbruddet står vandet højt på vejen, der har snevolde til begge sider, men det klarer den fint, selv med en regulær bovbølge. I bilen ligger altid ét stk livreddende førstehjælp, nemlig en dunjakke, som man kan tage på, hvis man om vinteren bliver nødt til at gå hjem til fods.

Når filmen er fremkaldt, skal ionogrammerne "scales", dvs. omsættes til nogle sære koder. Som medhjælp har man en sekretær, elværks­bestyrerens kone Bodil, som man dikterer koderne til, hvorefter hun sender dem som telegram til Boulder, Colorado, hvor de bliver brugt til forudsigelse af de bedste frekvenser til langdistance-radio­kommunikation - det er før kommunikations­satellitterne. Hvis der ingen reflektion er fra ionosfæren, kan telegrammet ikke sendes, og så kan man med god samvittighed udskyde scalingen og tage på tur i stedet for.