En stor del af måleudstyret er sat op af amerikanske forskere, der har lejet sig ind hos Meteoro­logisk Institut. Mit arbejde består i at holde hele menageriet kørende, herunder at skifte papir og blæk på fald­bøjle­skriverne og bånd på data­loggerne. Min oplæring i de forskellige instru­menter er jo ganske overfladisk, så når noget ikke virker, må jeg ty til de udleverede service­vejledninger og ellers kontakte de ansvarlige.

Her er ikke telefon­forbindelse til omverdenen, men kontakten kan etableres ved at jeg kalder Thulebasen på stationens amatør-radiosender, der så etablerer forbindelse til Boulder, Colorado, eller Alaska, eller hvor det nu måtte være. Det benytter jeg mig af ved en enkelt lejlighed: Noget udstyr er gået dødt, og efter at jeg over radioen forgæves er blevet ledt igennem en test­procedure, bliver det besluttet at sende en mand op fra Boulder. Heldigvis finder jeg fejlen kort tid efter og kan afblæse den kostbare operation - det er en vippeafbryder, der ikke er faldet i hak, frygtelig banalt.

Et af projekterne består i måling af meget lang­bølgede radio­bølgers reflektion i ionosfæren (noget med ubåds­kommunikation). Signalet fra en sendemast på Thulebasen bliver modtaget og registreret her. Signalet er meget svagt og støjfyldt og bliver detekteret med en boxcar integrator, en teknik jeg kender godt fra min tid på Optisk Laboratorium. For at synkronisere sender og modtager, som jo ikke er forbundet med et syn­kron­iserings­kabel, bliver der begge steder anvendt et atomur, en cesium beam frequency standard, nederst til højre på det viste panel.

Amatørradioen kan også lejlighedsvis give direkte forbindelse til Meteorologisk Institut, men forbindelsen er for dårlig til kunne bruges regelmæssigt.

Ved almindelig radiomodtagning er tavsheden i æteren påfaldende - der er meget, meget langt herfra til verdens radiostationer. Grønlands Radio er kun noget skrat i det fjerne, men der er jo også 1625 km til Nuuk herfra. "Nede på kysten", som de siger her.