Turen over Kattegat bliver en helt ufor­glemmelig oplevelse. Der høres kun bruset fra bov­vandet, hvori det glimter af morild. Over os ses en smuk stjerne­himmel med det ene stjerne­skud efter det andet. Mod vest går månen ned over Jylland, og langt ude mod øst over Sverige står nogle kulisse­agtige skybanker, der af og til bliver oplyst indefra af lyn - kornmod. Det er stort.

Jeg står til rors hele natten - bliver natur­ligvis tilbudt afløsning, men afslår. Manglen på et kompas ved rattet på stor­masten gør at jeg konstant må være opmærk­som på kende­mærker - land­kending, fyr, stjerner.

Inde i styre­huset har de gang i kort og GPS, og når det lyder derfra, at vi er på ret kurs, finder jeg et passende stjerne­billede i nærheden af stævnen - ikke for lavt på himlen, de er for svage, ikke for højt, de er for upræcise at styre efter, og søger så at holde konstant retning til stjerne­billedet. Desuden må jeg have en backup klar, hvis en sky (eller Jesper, det skarn) skjuler mit stjerne­billede.

Det kræver intens opmærksomhed, og hvordan jeg holder ud i 10 timer uden pauser er mig en gåde. I min egen lille sejlbåd har jeg kun sjældent sejlet om natten, og mest kun pga. vind­stille, da den er uden motor, og der har jeg simpelthen måttet opgive at holde mig vågen.