Fødevarer og ernæring > Interview
Forskellige tilgange til mad
Mathias Skovmand-Larsen har altid haft en stor interesse for mad, og med bacheloruddannelsen i fødevarer og ernæring, har han nu fået mulighed for at dyrke sin interesse og forstå mad på et højere plan.
Efter at have arbejdet med mad i Claus Meyers restaurant et års tid, blev det klart for Mathias, at han ville tage en uddannelse inden for fødevarer. Fødevarer og ernæring var det naturlige valg, efter at have læst nærmere om uddannelsen:
"Jeg elsker mad og har gjort det, siden jeg var teenager. Jeg arbejdede hos Meyer, og da han blev adjungeret professor, og jeg læste nærmere om uddannelsen, så var jeg ikke i tvivl om, at det var fødevarer og ernæring, jeg ville læse," siger Mathias.
Hvordan er det at læse fødevarer og ernæring?
På fødevarer og ernæring er omdrejningspunktet mad. "Kernen af det, vi lærer, er mad - angrebet fra forskellige vinkler. Vi lærer med udgangspunkt i naturvidenskaben at forene og forstå fødevarer på et højere plan", fortæller Mathias og fortsætter:
"Herfra kan man selv vinkle uddannelsen alt efter om man har lyst til at arbejde med teknologi eller ernæring og sundhed".
Mathias fremhæver, at det for ham har været vigtigt, at han har haft mulighed for at følge sine egne interesser.
"Man skal sørge for at gøre, hvad man har lyst til i spændingsfeltet mellem gastronomi, teknologi og sundhed. Der er på fødevarer og ernæring rigtig stor valgfrihed, som gør, at man kan vælge den retning, man interesser sig mest for", fortæller Mathias.
”Det unikke ved fødevarer og ernæring er foreningen af kreativitet og naturvidenskab. Dét, at videnskaben er med til at løfte forståelsen af mad og fødevarer op på et højere niveau. Og at der samtidig er rigtig store kreative udfoldelsesmuligheder, er en unik kombination”, siger Mathias.
Hvad vil du fremhæve som særligt godt ved fødevarer og ernæring?
”Der er rigtig mange ressourcer til stede på fødevarer og ernæring, og vi får besøg af førende forskere inden for området. Vi har blandt andet haft besøg af den førende molekylære gastronom, Heston Blumenthal, og har spændende fag som gastronomisk fødevaredesign og forbrugerpræferencer”, fortæller Mathias.
"Som studerende på fødevarer og ernæring får man med udgangspunkt i forskellige videnskaber, mulighed for at overføre den teoretiske viden til håndgribeligt praktisk arbejde, som fx produktudvikling. Der er en rigtig god kobling mellem det teoretiske og praktiske arbejde", fortæller Mathias.
Uddannelsen i fødevarer og ernæring har på alle områder overrasket Mathias positivt: "Mine forventninger til uddannelsen er blevet meget mere end indfriet. Den er federe, end jeg havde regnet med", fortæller Mathias.
Hvordan er studiemiljøet?
"Studiemiljøet er unikt, og vi har Danmarks bedste fredagsbar", konstaterer Mathias. "Det er et meget socialt studie, og her er rigtig mange faglige og sociale foreninger, som man sammen med medstuderende kan engagere sig i".
Mathias har derfor også stiftet sin egen forening:
"Jeg har selv startet en forening, som hedder gastronomisk legestue, hvor vi er nogle fødevarestuderende og nogle kokkeelever, der mødes for at bruge kokkenes kreative håndværksmæssige baggrund og parre den med vores videnskabelige baggrund. På den måde kan vi forhåbentligt nå op på et højere gastronomisk niveau sammen og udvikle nye ideer og nye retter", siger Mathias.