Kampen om retsstaten
Bragt i Frederiksborg Amtsavis den 17. august 2009.
Værdikamp: Sørgeligt nok har politiets lovlige magtanvendelse, der skete, efter
at man havde forsøgt at forhandle i skjorteærmer, udstillet, at store dele af
oppositionen - herunder fremtrædende socialdemokrater - foretrækker at lade Danmark
hærge af gadens parlament,
frem for med den største selvfølge at bakke op om retsstaten.
Af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
At kampen om udlændingepolitikken længe har været en værdikamp, ved enhver.
Under Nyrupregeringen arbejdede den konservative ordfører Helge Adam Møller og jeg
målrettet på at presse skiftende udlændingeministre til at foretage stramninger, om
ikke andet for at stoppe de værste misbrug. Det lykkedes ved hårdt slid at presse Birte
Weiss til små ændringer, og med Torkild Simonsen havde vi en aftale om stramninger i
familiesammenføringsreglerne m. v. Aftalen opfyldte ikke VK-kravene, men vi havde en aftale,
der omhandlende en række ændringer.
Da det kom til stykket, sprang De Radikale fra aftalen og løj for åben skærm om
forløbet. Nyrup foretrak at tro på De Radikale frem for på den hæderlige
Thorkild Simonsen og på mig. Nyrup forsøgte sig også med Karen Jespersen som
minister, men da det kom til stykket, lukkede han munden på hende, og hun fik ikke engang lov
til at fremlægge sine tanker på socialdemokraternes egen kongres.
Nyrup bange for det hele
Nyrup var bange for udlændingepolitikken, bange for oppositionen, bange for
værdidebatten. Det var fuldstændigt umuligt at få en åben debat om den
daværende regerings udlændingepolitik. Nyrup forsøgte oven i købet, mens
han var statsminister, under en tv-duel med Venstres formand, Uffe Ellemann Jensen, at bilde seerne
ind, at han havde gennemført næsten alle Venstres krav, alt mens han hev Venstres
program op af lommen. Da jeg bad ham gentage de løgnagtige påstande under
ministeransvar, turde han naturligvis ikke.
Lige så angste som tidligere
Nu kunne man tro, at det er lettere at
holde sammen i opposition, hvor man kan nøjes med at være imod regeringen. Men
Socialdemokraterne har også under denne VK-regering været lige så angst for
værdidebatten som tidligere, og udlændingedebatten har gang på gang givet intern
splittelse med fyring af den konstruktive socialdemokratiske ordfører Meldgaard til fordel for
Sass Larsen, som man aldrig hørte noget til.
Nu er det Dam Kristensen, der er ordfører, og som nok er enig med sin formand, mens de to til
gengæld er uenige med de to tidligere formænd Nyrup og Lykketoft samt Ritt Bjerregaard,
der altid er på krigsstien.
At der overhovedet ikke er noget, der ligner et regeringsdueligt alternativ til den nuværende
regering er tydeligt for enhver. Socialdemokraterne er stærkt splittede, De Radikale har for
længst bevæget sig ud af en tangent, hvor konkurrencen med Enhedslisten er hård.
SF's leder svinger imellem i det ene øjeblik at være forarget over Dansk Folkeparti,
mens han det andet øjeblik bruger værre udtryk om udlændinge end den Pia
Kjærsgaard, han er så forarget over.
Men uenigheden hos oppositionen stikker langt dybere end en udlændingepolitisk uenighed.
Uenigheden drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt en anden regering vil overlade magten
til gadens parlament ved at lade
bøller og samfundsomstyrtende mindretal diktere, hvad
der skal være lov og ret i Danmark, eller der kan være tillid til, at der er en samlet
opposition, der vil værne om retsstaten, så loven overholdes - om nødvendigt ved
udøvelse af magt.
Sørgeligt nok har politiets lovlige magtanvendelse, der skete, efter at man havde
forsøgt at forhandle i skjorteærmer, udstillet, at store dele af oppositionen -herunder
fremtrædende socialdemokrater - foretrækker at lade Danmark hærge af gadens parlament, frem for med den
største selvfølge at bakke op om retsstaten. Det er det mest uhyggelige og bør
huskes.