Mødet mellem Nattens Mørke og Den Lyse Morgen
Nattens Mørke har endnu ikke mødt den Lyse Morgen, men i det fjerne skimter han hendes skikkelse.
Ser hendes slørlette kjole vævet af morgendis fra mosekonens bryg og elverpigers svævende tåger.
Hun nærmer sig. Han ser at hun bær´ smukke slør og fine kniplinge af edderkoppers sølvtråd, spind besat med morgenduggens perler. Og højt på sit ranke hoved bær hun en lysende klar morgenstjerne.
Hele natten har han ventet på sin elskede.
Ventet på at blive forenet.
Ventet på igen at blive ét.
I mødet mellem Nattens mørke og Den Lyse Morgen fødes et barn kaldet Morgen Skumring.
Hun ligger trygt og nært i forældrenes kærlige favn.
Støt vokser hun sig stærkere og stærkere. Tar´ til i styrke, slipper forældrene, kan selv.
Dagen får ben at gå på. Et lyst barn som løber legende let over alt på jord indtil aften, hvor hun træt synker omkuld.
Da kommer hendes omsorgsfulde far Nattens Mørke, han omslutter hende blidt og forsigtigt dækker han hende med sin stjerne bestrøede kappe.
Linda Overgaard Nielsen (2001)