Øhavsfortælling / Ib Ivar Dahl / 502 sider
Forlaget Klim. ISBN 9788779557451
Anmeldt 21/9 2010, 21:46 af Erik Ingemann Sørensen
Den levende historie
Den levende historie
« TilbageHistorieundervisningen i såvel folkeskolen som i
gymnasiet har det skidt. Rigtig skidt endda. Det virker til tider, som
om Undervisningsministeriet sætter en ære i at sende den ene generation
af historieløse unge efter den anden ud i verden. Og finansloven skærer
dybt i kulturbudgettet. Kan man blive andet end deprimeret?
Det kniber. Og dog. Bogmarkedet giver i den grad anledning til
optimisme. Sjældent er der kommet så mange både fag- og skønlitterære
udgivelser som netop i disse år. Faglitterært har vi helt i top, fx med
Tom Buk-Swientys nye Dommedag Als (2010) om det definitive nederlag i 1864, samt Peter Henningsens og Ulrik Langens Hundemordet i Vimmelskaftet (2010) om 1700-tallets København. Og blandt andet Marie Helleberg er jo storproducent af fremragende skønlitterære værker.
De lange linier har også fået deres nye skribenter. Blandt andet Carsten Jensen med Vi de druknede (2006), hvor fire generationers skæbne fortælles på en måde, så man næsten ikke kan lægge bogen fra sig. Med bogen Øhavsfortælling har forfatteren og sømanden Ib Ivar Dahl givet endnu et skønlitterært bidrag til genren. På en storslået måde.
Udgangspunktet er maleren Johannes Larsens og forfatteren Achton Friis’
besøg på Birkholm i Det sydfynske Øhav i 1921. Med den gamle
kertemindebæltbåd ”Rylen” var de samme år påbegyndt en rejse rundt til
de danske øer. En rejse, der med mange afbrud, varede i fire år.
Resultatet blev storværket De danskes Øer, der udkom få år
senere. ”Rylen” tilhører i dag Johannes Larsen Museet i Kerteminde. I
2004 gentog journalisten Jørgen Flindt Pedersen sammen med
museumsdirektør Erland Porsmose og kunstneren Jens Bohr rejserne i
Larsen og Friis’ kølvand. Det er der foreløbig kommet tre filmtogter ud
af. Det seneste i sommer, hvor turen gik til Smålandshavet. To DVD’er
fra disse togter er udkommet. Den tredje får premiere til marts næste
år.
”Om menneskene på øerne i tiden før 1921 er vores kendskab til
dagliglivet på kysterne og øerne i Det sydfynske Øhav mere sporadisk”,
skriver Ib Ivar Dahl. Men kilderne findes – herunder sagn, myter og
folkeskikke. ”Med afsæt i kilderne skal denne fortælling følge
traditionen, der blev grundlagt af Achton Friis”. Sådan hedder det i
indledningen til det, der er blevet til denne fremragende romantrilogi –
i ét bind.
De tre perioder, som fortællingen omhandler, er vikingetiden,
middelalderen og det, der vel nærmest kan karakteriseres som nyere tid.
Et spring i tid på over tusind år. Men med det særdeles grundige
forarbejde, der ligger bag, må man konstatere, at Ib Ivar Dahl slipper
særdeles godt af sted med springet.
I første del, Næsbofortælling, følger vi den unge viking Åver,
der sammen med sine skibsfæller stævner mod Slien ombord på
vikingeskibet ”Skeidravn” for at mødes med kong Godfred. Afrejsen finder
sted fra Helnæs, forfatterens hjemstavn – og skibet er beskrevet
omhyggeligt efter det såkaldte Skuldelev 5, der blev fundet i Roskilde
Fjord i 1962. Sejlegenskaberne er ikke hentet ud af den blå luft, men
stammer fra sejlads med den kopi Vikingeskibsmuseet byggede i 1990-91.
Så forfatteren er i sikker sø, når han beskriver færden. Ved hvordan
skibet reagerer, når det ”sejler bidevind for styrbords halse”. For en,
der færdes hjemmevant til søs, er det ikke noget problem med de mange
fagudtryk, der jongleres rundt med. Men den, der har det bedst med fast
grund under fødderne, lades desværre ofte i stikken af forfatteren. Her
havde et lille leksikalt afsnit gjort underværker.
Mødet med kong Godfred – dateringen er 808 – er en levende fortælling,
der i den grad genskaber fortiden. Forfatterens glæde ved de korte
sætninger kommer til sin ret – giver både stemning og drama. Og drama er
der rigeligt af – kvinder ombord må naturligvis give forlis. Og den
unge Åver ”forliser” da også hjertet til en ung trælkvinde. Fager er hun
– og beskrivelsen af deres elskov er helt årestrupsk. Lidt befriende i
en tid, hvor læseren ofte dænges til med maniske udpenslinger. For
udpenslingernes egen skyld. Stor tak for det.
Og så er hun pludselig væk – rejst til Drejø for at bygge et vi for
Freja – frugtbarhedsgudinden – stærkt knyttet til erotikken. For Åver er
der ikke andet at gøre end at samle folk og fæ til landnam. ”Tre køer,
en stud og fire får… foran masten grynter to grise i deres halmforede
kasse”. Ni mand med sædekorn, en plov og skovrydningsøkser.
Landnamnet på Drejø var begyndt.
Med Øbofortælling, der udgør trilogiens anden del, rykker vi
til Avernakø og springer små 700 år frem i tid. Til middelalderens
bonde- og handelssamfund. Med afsæt i den unge Peders oplevelser møder
vi en lang personrække – ypperligt beskrevet – der giver fortællingen en
dirrende intensitet. Kongemagtens knytnæve slår ned. Men de forstår at
sno sig, øboerne.
Vi følger øboernes handelssejlads til hansestaden Lübeck, oplever
havnebyens bagside, der dengang som nu lokker sømænd med sirenesang. Der
er drama og tragedie i afsnittet: ”Spædbarnet skvalpede i sit svøb
under stranden. Andre fandt de ikke”. Så barsk var tilværelsen, når skib
var det eneste, der kunne bringe folk i kirke. Til barnedåb. Og så
mystisk menneskene: ”I nordøst er Signe en sort fugl på diget. Når
mørket viger helt, og solen kommer, vil hun strække vinger og flyve”.
Også her er der krydshenvisninger til sagn og skriftlige kilder – fint
suppleret med oversigt bag i bogen. Her demonstrerer Ib Ivar Dahl, at
sømanden og fortælleren – undskyld udtrykket – også har fast grund under
fødderne. Og inviterer læseren til selv at søge videre. Som blandt
andet Thorkild Hansen i ”Jens Munk”. Dejligt. Og helt rigtigt set.
Trilogiens sidste del, Holmbofortælling, foregår i perioden
1872 til 1921 – afgrænset af to markante begivenheder:
stormflodskatastrofen den 12. november 1872 og ”Rylen”s ankomst til
Birkholm i juli 1921. Endda på Achton Friis’ og Johannes Larsens første
rejse. Fortællingen opleves gennem pigen Cathrine, der som barn står
midt i stormflodsdramaet: ”Cathrine stirrer på Fars støvler. Bag
støvlehælene breder en mørk plet sig fra sprækkerne under døren. Det er
den store lyd, som vil ind i huset. Familien redder livet på husets
loft. Mens vandet bare steg og steg. Til højt op i stuen”.
Cathrine vokser op, finder kærligheden, etablerer sig – får børn. Alt
mens tidernes gang registreres i det, der sker omkring hende. En af de
små nye, barnet Rasmus, rammes af lungebetændelsen, der flåede
menneskene fra livet med en brutalitet, der i dag er svær at forestille
sig. ”Den lille kiste står på damlemmen [i jollen] surret med et reb.
Under rebet på kistelåget, har Cathrine stukket påskeliljerne, som hun
plukkede i haven sammen med børnene”. Stærk og stout som Katrina i Sally
Salminens roman af samme navn (1936). Her er det dog virkelighedens
personer, forfatteren nu tager under behandling. Juli 1921 lægger
”Rylen” så til på Birkholm - med Achton Friis og Johannes Larsen,
københavneren og kerteminderen. Cirklen er sluttet. Andre overtager nu
øhavsfortællingerne.
I bogen Hvad er historie?
(2010) skriver lektor Bernard Eric Jensen følgende: ”vi har at gøre med
historie, så snart en person eller gruppe personer interesserer sig for
noget fortidigt og gør brug af deres viden herom til et eller andet
formål”. Ib Ivar Dahls romantrilogi er et fremragende eksempel på dette.
Det er en stort anlagt og fremragende skrevet fortælling – båret af
stor viden om og kærlighed til emnet.
Det står skidt til med historieundervisningen, konstaterer jeg i
indledningen. Mødet med denne fornemme bog resulterer i en lille
omskrivning af titlen på en musical om Jacques Brel (1974) opført på Det
kongelige Teater: ”Historiefortællingen er i live, har det godt og bor
på Helnæs”.