Λ 
 < 
 > 
13
af
29
Ringebu 1984
Torsdag den 19. juli.
Idag går turen mod nord over Flågåmyrin til frokost i passet mellem Stuls­høgdins fire toppe. I et udtørret bækleje hvæser primussen, mens pande­brødene steges. Solen bager - det er sommer på fjeldet. Vi tegner og får en lille lur og sol­skoldning, inden vi begiver os op på punkt 1206 for at nyde udsigten, samt se os om efter en lejrplads ved Grøtørhøgda. Det er klart vejr med drivende sommer­skyer, og landskab og himmel står malet i lysende pastel­farver - fjeld­toppene er lyse­grønne af rensdyr- og landkortlav.
Turen går nu nedover mod Dørmyrin - den vardede sti fører os gennem den tørreste del af sumpen. Det nærmer sig efter­hånden aften, da vi når i land på Hirisjøflyin, og da vi når bækken (som bliver til Døra længere nede), finder vi den fineste lejrplads. Egentlig var det vor agt at gå længere op i Grøtør­skardet, men stedets skønhed, det bløde græs, bakkernes læ og vore trætte skuldre gør, at vi slår Villa Hyggebo op her.
Mens aftenen stunder til, sidder vi med hver sin akvarel og foreviger stedet. Senere på aftenen går jeg en tur alene op på Gråhøgdin. Der er optræk af cirrus og alto­cumulus(?), der varsler dårligt vejr.
Ringebu 1984
© Ida