Tirsdag den 24. juli.

Vi bryder op fra vores smukke lejrplads, hopper over Vesle Remma og følger "vejen" ind gennem skoven i varmt solskinsvejr og drivende skyer. Undervejs hygger vi os på en solplet i skovbunden. Længere ned bliver vejen til et helt ufremkommeligt morads, hvor vi i en stor del af tiden maser os frem i skoven ved siden af. Ida finder en langakset trådspore; den har en helt fantastisk dejlig duft. Vi møder ferien første vandrer, han går nordpå med rygsæk, telt?

Ved Kvernbekken spiser vi frokost, og jeg går alene ned langs bækken, til jeg finder et fremspring med en storslået udsigt over Sørå-kløften: Overfor mig lodrette klippevægge, på min side klippekamme der skyder sig ud i kløften og bækken der i store vandfald forsvinder ned mod elven. I bunden af kløften afrundede åse med rensdyrlav og træer, og oppe for enden runde, grønne fjeldtoppe (Stulshøgdin). På tilbagevejen plukker jeg rørhatte; en væsentlig del af vor kost på turen. Desværre slipper margarinen op før svampene.

Planerne for eftermidddagen byder på kaffe og kage i Øksendalen, men i Pulla går der koks i navigationen. Vores kort, der er det nyeste der er lavet, er sidst revideret i 1961, og der er kommet en hærskare af hytter og veje til siden. Vi opgiver Øksendalen og følger bilvejen sydover. Ved bakken ned til Måsåtjørnet steger vi svampe, og går så ad vejen ned til Måsåplassen (camping, cafeteria, både, kiosk, osv.). Vi når ind på cafeteriet netop som det begynder at stridregne. Over vaflerne reviderer vi vores planer om at gå ad stierne til søerne ved Klinkenberg, for hele området ser ud til at være blevet bebygget med sommerhuse - solen skinner i bliktagene.

Vi går mod Søråkløften i stedet. Et par km nede ad vejen kommer vi til en fin knold med den smukkeste udsigt over Gudbrandsdalen, og her slår vi Villa Hyggebo op for natten. I aftenskumringen nyder vi udsigten fra en sten, mens blåbærsuppen simrer på stormkøkkenet.