Mandagens vandring slutter i birkeskovsregionen med Sørå-kløften på den ene side, mens Skinnalia og Bakhuken tegner horisonten til den anden. Her er ret åbent med græsbevoksning og enkeltstående ener og dværgbirke. Tæt forbi os risler en lille bæk.
Aftenens tur langs bækken - der dog snart forvandler sig til et udtørret bækleje - byder på de smukkeste farve symfonier, man kan tænke sig. Her er alt fra lyse, gulgrønne græsser over fluorescerende landkortlav til mørkegrønne graner, med et væld af mellemliggende nuancer i mosser og laver vi ikke kender. Som kontrast til alt det grønne står stormhatten, og ved dens fødder brunelle, bidende ranunkel, evighedsblomster, forglemmigejer og vandkarse - altsammen i eller ved de nu tørre bæklejer kløften er rig på. De minder med deres overgroning mest af alt om vores hjemlige kildevæld. Her er ikke meget vand nu, men i tankerne fremmanes snesmeltningen og vårflommen, der fylder de tomme lejer for en kort periode.
Mellem træerne, der mest er birk og gran, myldrer et frodigt tæppe af blåbær, tyttebær, linnæa og sortebær (revling). Dybt under os, i bunden af kløften, bruser vandet forbi.
