Jeg kunne godt føle mig fristet til at erklære, at dette er et øjeblik af stor skønhed. Men hvorfor egentlig - hvorfor opfatter man nogle landskaber som smukke?

Visse tilbøjeligheder er jo åbenlyst genetisk bestemt: Mange mænd tiltrækkes af unge, stærke kvinder, og det er jo ifølge Darwin klart, at denne tilbøjelighed opretholdes, fordi de får meget levedygtigt afkom. Tilsvarende med påfugle: Hunnerne foretrækker hanner med flotte haler, ergo får de flotteste hanner mest afkom. Men det forklarer ikke hvorfor hunnerne har denne tilbøjelighed.

Det at mange mennesker tiltrækkes af smukke landskaber kan være svært at forklare genetisk. Menneskets gener har ikke forandret sig synderligt i de sidste 100.000 år, så vi skal tilbage til jægerstenalderen: Er der flere bær og kaniner i en "smuk", varieret biotop?

Nogle ser en kulturel forklaring: Holberg skriver om landskaber, at en bølgende kornmark er smuk, et fjeldlandskab goldt og stygt - heri er han på linie med sin samtid i 1700-tallet. Romantikken ændrede dette syn, hvorfor jeg ligesom mange andre både er til fjeldlandskaber og kornmarker (især økologiske med valmuer og kornblomster).

Hvorom alting er: For mig er det at opleve smukke landskaber et dybfølt og inderligt behov, som i vid udstrækning bliver tilfredsstillet på en tur som denne. Men da jeg ikke kan forklare det, får jeg ikke tilfredsstillet min videnskabelige nysgerrighed.