Finn-J.dk › Glæde over vidderne

Sidste sommer tog jeg alene afsted på en telttur i de norske fjelde, noget jeg havde gået med skumle planer om i flere år. Det skulle være sådan et egotrip, fordi jeg for år tilbage havde været meget fascineret af at være alene med en uberørt og tidløs natur, og nu havde jeg lyst til at prøve det igen. Desuden trængte jeg til en rigtig motionstur, og der mente jeg det rarest selv at kunne sætte tempoet.

I forberedelserne indgik indkøb af letvægtsproviant, dvs. jeg klarede mig med hvad mit lokale supermarked kunne præstere af tørt og fedt, plus nogle enkelte vandholdige godbidder. For at holde vægten nede havde jeg lånt et ultralet 1½-mandstelt og brugte et ombygget enkeltmandskogesæt som stormkøkken. Alligevel måtte jeg sortere nogle luksusting fra, såsom pensionistmadras og teleobjektiv, for at få vægten ned på 24 kg, som er maksimum for hvad jeg orker at gå langt med.

Om formiddagen den 16. aug. 1990 nærmer jeg mig så mine længslers mål, HARDANGERVIDDA, Europas største højfjeldsplateau. Udenfor togvinduet strigler regnen ned over nogle bundtriste, begmørke granskove, og anfægtelserne begynder at melde sig - hvad er det dog jeg har indladt mig på! - Men, oh under, da jeg stiger af toget i Ustaoset, skinner den milde sol på de lysegrønne birke og blinkende søer, og jeg begynder opstigningen gennem den skønne fjeldbirkeskov mod turens første mål, Ustetind. Undervejs møder jeg flere spadserende, bl.a. en ældre nordmand der udtrykker, at det er vældig "tøfft" sådan at gå alene over Vidda, og anslår at jeg skal bruge tre dage til det. Det er vildt optimistisk, for p.g.a. manglende motionsdyrkelse er jeg i elendig form, og jeg må holde flere forsvarlige pauser inden jeg når toppen.

Her venter belønningen i form af en underdejlig, milevid udsigt, der muliggøres af den isolerede beliggenhed, for Ustetind er kun en ganske lille fjeldknold. Mod øst ses lavlandet jeg lige er kørt igennem, mod nord Hallingskarvets lange fjeldryg, under mig Østviddas bølgende grønne vidder og længere ude Vestviddas fjelde og Hardangerjøkulens hvide kuppel. Det er ganske betagende og alle tanker om forehavendets urimelighed vejrer bort med den friske søndenblæst.

Min rute gennem dette landskab er nøje udtænkt: Af sikkerhedsgrunde vil jeg stort set følge de mærkede stier, først mod sydvest over den jævne del af Vidda med de nerveberoligende vide horisonter og store søer til Den Norske Turistforenings hytte Litlos, med bad, tre retter mad og kaffe i de tilstødende. Derefter mod nordvest forbi Hardangerviddas vartegn, det fladtoppede fjeld Hårteigen, for til slut som en effektfuld afslutning at følge Kinsoelven i dens vilde styrt 1200 meter ned til Hardangerfjorden. Ruten er lagt så den kan afkortes, hvis de afsatte 7 dage ikke er nok. Jeg vil dog nødig gå glip af Kinso, som efter beskrivelserne skal være noget helt enestående.

Vel forbi Ustetind finder jeg en hyggelig teltplads i læ ved en lille sø. Næste morgen er det 5°C og regn og rusk. Jeg starter med at varme babygrød indendørs med stormkøkkenet mellem benene, for pladsen er trang, men teltet er tæt og let, det er det vigtigste.

Der findes som bekendt ikke dårligt vejr, kun dårligt ud-styr, og noget sådant viser det sig snart, at jeg er belemret med: Regnbukserne, der nylig holdt til dagsregn ved Isefjorden, viser sig her utilstrækkelige, jeg må trække plastikposer om lårene for ikke at blive gennemblødt. Det skal dog ikke ødelægge humøret, for regnen varer ikke evigt, og der viser sig at være vældig dejligt på denne flade del af Vidda. Dvs. her er kun fladt i norsk forstand, for området er mere kuperet end f.eks. Himmelbjergegnen, som det dog ikke ligner, snarere giver det mindelser om Dartmoor. Gang på gang åbner der sig skønne vide udsyn, noget man tit savner i mere bjergrige egne, hvor der altid står fjelde i vejen, og det viser sig let hver aften at finde en god teltplads med læ.

Om morgenen den fjerde dag vågner jeg tidligt og kikker ud af teltet. Det er iskoldt og tåget - skal det blive en sur dag eller hvad? En gruppe regnvåde kæruld står og nikker i den svage brise, der sender ilinger ud over vandfladen på den lille fjeldsø bagved. De lavbevoksede klippeblokke lyser grønt i det dæmrende morgenlys, hvis blålige farvespil giver næring til et lillebitte håb om en smuk dag.

Denne dags vandring går gennem turens eneste virkelig flade partier. Landskabet er typisk arktisk med polygonjord og lignende fænomener. Træder jeg bort fra den trådte sti, er her fuldstændiq uberørt og jomfrueligt - sådan har landskaber set ud i årmillioner før menneskene begyndte at hærge. Stilheden er så total, som den aldrig opleves i civiliserede egne.

Et sted ude til højre rejser en halvmåneformet klippekam sig fuldstændig umotiveret et halvt hundrede meter i vejret over de flade omgivelser. Jeg får lyst til at bestige klippen, men afstår dog fra at bruge tid på det. Min plan kræver et gennemsnit på 20 km om dagen, hvad der er kommet lidt bag på mig, letsindigt har jeg kun set på Turistforeningens opgivelser af gangtider: 6 norske timer om dagen lød overkommeligt, men var det ikke i starten. Imidlertid er konditallet nu stærkt for opadgående og jeg føler en næsten glemt glæde ved at bruge min krop, så efter nogle træge dage stiler jeg nu alligevel efter at følge den planlagte rute. Det skal dog ikke afholde mig fra at fotografere nogle af de mange fjeldblomster her er, tiltrods for det fremskredne tidspunkt på sommeren. Jeg maver mig rundt for at finde den helt rigtige vinkel, hvorfra blomsterne kan danne forgrund for den spøjse klippe.

Luften er stadig kold, men jeg finder det rart kun at gå i skjorteærmer. Det skyldes den behagelige indre varme, der produceres ved vandringen, og som også kan gøre det til noget dejligt at tage på vandretur i Danmark på en ellers kold og klam novemberdag.

Det bølgede skydække opløser sig nu ganske langsomt i lange striber med skønne vandrende solstrejf indimellem. Processen sker kun umærkeligt, men da jeg jo er ude hele tiden og har frit udsyn, kan jeg nyde det i alle faser. Derhjeme ville man nok bare opdage, at nu var det klaret op.

Den store sø Nordmannslågen krydser jeg på en gyngende hængebro, og så sker der et markant skift i landskabet: her begynder fjeldene. Jeg fejrer det ved at holde et 2 timer langt frokosthvil med rugbrød og gaffelbidder - en himmerigsmundfuld efter al knækbrødet. Jeg får også tørret tøj og sovet til middag i solen, altsammen ved en vidunderlig rislende bæk, der slynger sig ned gennem dværgbirkekrattet fra en enorm snefane længere oppe i lierne.

Da jeg starter igen, går det over sne som har begravet stien og varderne, og et sted er pilebuskene først for nylig smeltet fri og er ved at springe ud. De har travlt, for vinteren står snart for døren igen - fænomenet må skyldes ekstraordinært store snemængder sidste vinter. Jeg krydser en lille elv, Bessåen, på en skrøbeligt udseende hængebro, strategisk anbragt lige over et højt vandfald - ikke noget for folk med tendens til svimmelhed. Lidt derfra ser jeg et klovspor på stien og ser op efter rener, men får øje på en flok køer på vej ned fra fjeldet - hvor kunne jeg dog tage fejl! Måske er den nærliggende turisthytte et godt sted med rømmegrøt og spekemat, men jeg har andre planer og fortsætter ind i fjeldverdenen.

Et sted ser jeg et telt på en dejlig grøn slette ved en sø, men der blæser en iskold vind, så jeg betakker mig for også at telte der og struggler videre. Med hjertet oppe i halsen og rygsækken forsvarlig snøret hopper jeg fra sten til sten over Bessåen. Her ville en knortekæp eller et fotostativ have været godt at støtte sig til, men sidstnævnte er på mine ture forlængst blevet erstattet med et kuglehovede på en pind.

Vel i land kommer jeg til et overlækkert sted, med fuldstændig læ og en sol der bager og spejler sig i en lille sø med små isbjerge, der driver omkring. Jeg fâr lyst til et bad, dvs. jeg hopper ikke i, det er vandet meget for koldt til, jeg klarer mig med en svamp. Bagefter sidder jeg forfrisket i solnedgangen og nyder aftensmaden (tortellini med champignonsauce samt hybensuppe) og tænker tilbage oå dagen der gik. Jeg oplever den som uoverskuelig lang og indholdsrig, som om tidens strøm næsten er standset, det er som at være barn igen. Det føles som umådelig længe siden jeg i morges kikkede ud på kærulden, og livet før ferien tilhører en fjern og uvirkelig fortid. Denne næsten euforiske leven i nuet oplevede jeg også på min allerførste fjeldtur, der var med NFA i Grønland i 1974. NFA har for mig betydet indgangsnøglen til en masse utroligt skønne oplevelser, og det er jeg meget taknemlig for.

Nå, ikke alt er fryd: Lydløst trækker fjer- og slørskyer op over aftenhimlen, og jeg ved alt for godt hvad det betyder: Dårligt vejr i morgen. Om natten føler jeg mig skidt tilpas, er bange for at blive syg. På adskillige af mine ferier i de senere år har jeg haft vagtlæge, så jeg har noget at have frygten i, men næste morgen er jeg igen frisk som en fisk. Måske var det bare lidt overanstrengelse, jeg havde gået 22 km, hvilket måske ikke lyder af så meget, men da jeg hidtil har bekendt mig til nusseturene, er det dog personlig rekord i vandring med fuld oppakninq. Dårlig kondition kan opvejes med stædighed, men altså kun til en vis grænse.

Vejret idag er som ventet med regn og blæst. Jeg ifører mig plastikposer om benene, tager øjenskærmen fra BR-legetøj på og giver mig i vej. Landskabet er forbløffende barskt, vildt og sneklædt - det står godt til det gustne vejr. Tilsvarende overensstemmelse mellem vejr og landskab oplevede jeg også for nogle år siden i ørkenen på Anholt under en hedebølges flammende tropesol.

Samtidig med at det begynder at klare op, indlogerer jeg miq på Litlos, men nyder desværre ikke opholdet fuldt ud: Jeg kan dårligt tåle varmen i opholdsstuen og må ud og snappe frisk fjeldluft flere gange, og om natten snorkes der, så jeg er tæt på at savne det lille telt. Men jeg får da en bedre middag og får vasket tøj, tørret støvler og suppleret nødprovianten (= chokoladen).

Egnen omkring Litlos er berømt for sine mange blomster. Først ser det ud som om fårene har ædt dem alle, men på strækket op mod Hårteigen ser og fotograferer jeg en del. Vejret er nu lunt og solrigt - jeg har for første gang lagt de lange underbukser. Terrænet er meget smukt og kuperet, bestandig skal man op gennem nye pas, der åbenbarer nye panoramaer. Et sted går stien opad på våd sne over en kilometerlang strækning - det finder jeg en tand for anstrengende og vælger at skyde genvej direkte mod Hårteigen. Det går gennem et område med skråtstillede, lagdelte bjergarter, der viser sig at give mange forhindringer i form af skrænter og småsøer. Det slår mig, at uden for stierne oplever man landskabet mere intenst, fordi det kræver en omhyggelig iagttagelse af landskabsformerne at finde vej. Det har sin pris at følge stierne, hvor man kan fristes til at vælte mere eller mindre bevidstløst afsted i tillid til at der altid er rimelig farbart.

Eller næsten altid - der går sti til toppen af Hårteigen, men den ser i stejlhed 100% livsfarlig ud, så jeg nøjes med at nyde udsigten fra foden af fjeldet. Mod syd ser landskabet næsten snedækket ud, fordi det er nordskråningerne man ser, mod nord er det næsten kun Hardangerjøkulen der lyser op. Denne er sammen med Hallingskarvet og Hårteigen de sidste rester af en gigantisk fjeldflage, der ved en bjergkædefoldning for ca. 400 mill. år siden som en gletcher blev skudt ind over Hardangervidda. Man savner fantasi til rigtig at forestille sig sådanne naturfænomener finde sted. Naturens kværn arbejder sindigt på at nedbryde denne flage: Overalt rundt om Hårteigen flyder det med enorme nedfaldne klippeblokke, men deres lavbevoksning viser at de må have ligget der i århundreder. Kun ser jeg en enkelt der må være kommet dumpende for nylig, dvs. inden for den sidste snes år eller så.

Efter Hårteigen kommer der kilometerbrede grønne flader - skrå som alt her på egnen. Man kan næsten blive søsyg af at se på det, man er så vant til at plane områder også er vandrette. Netop som jeg tror mig ved Torehytten, skal man en omvej og krydse en kløft ad en naturlig bro af nedfaldne blokke (hvornår kommer den næste?). Jeg kan proviantere på denne selvbetjeningshytte, men nøjes med at sidde på hyttetrappen i den lune eftermiddagssol og passiare med et par nordmænd jeg første gang traf ved Besså.

Endnu har jeg lidt saft i sålelæderet, så jeg aksler igen min rygsæk og skal nu opleve dagens allerskønneste stræk. Efter at være steget op på et plateau med nogle forbløffende snemasser, kommer jeg til en forrevet højderyg med en helt underdejlig udsigt. Jeg sidder på en grøn plet i aftensolen ved en bæk, der løber ned over en skråning og fortsætter nogle hundrede meter længere nede som et blinkende hånd, der bugter sig gennem en grøn eng med græssende får, inden den løber ud i Kinsoelven, der glitrende udvider sig til en stor fjeldkranset sø, Veivatn. Her er intet mindre end vidunderligt - eksorbitant pittoresk kunne jeg fristes til at sige. Her kunne det være skønt at tilbringe en hel sommerferie med familien, hvis ikke stedet var så håbløst utilgængeligt med små børn.

Efter aftensmaden giver jeg den endnu et bette nøk og telter i skumringen på et lige så codylt sted efter en dagsmarch på 24 km. Næste dag stiger jeg ned fra min højderyg i et skummelt vejr med truende tågebanker i dalene ude mod vest. Her i disse skiferbjerge er der masser af fjeldblomster, men det er dog ikke dem der på afstand giver det frodiggrønne præg. Det skyldes store mængder af nogle få arter af dværgbuske: Dværgpil, dværgbirk, blågrâ pil, ja og så revling, der minder mig om Anholt. Jeg spiser en del af disse sortebær, men de smager nu ikke af ret meget, jeg foretrækker de desværre mere sjældne mosebølle. Det er dog ikke overalt der er lige frodigt, dalens modsatte side består nu af triste rundkullede granitklipper.

På vej ned mod Stavalihytten render jeg sammen med en midaldrende nordmand på vej hjem fra en resultatløs fisketur. Han kender en god teltplads halvt nede og foreslår at vi slår følge. Jeg er jo egentlig kommet ud for at opleve naturens storladne ensomhed, men akcepterer dog nølende, og vi starter med at spise frokost på hytten. Turen nedover foregår i tæt tåge og finregn på stejle, glatte klippeheller. Stien er næppe synlig, så vi må holde skarpt udkig efter de røde T'er. Et sted ude til venstre hører vi bulderet fra det første af Kinsos fem fald, men vi ser absolut intet. Mit humør synker i takt med nålen på højdemåleren, for det der skulle være turens klimaks, ser nu ud til at skulle drukne i ærtesuppe og snuskregn. Vi kommer ned i birkeskov, der snart bliver til gammel fyrreskov - her er egentlig ganske smukt og stemningsfuldt. Vi telter på en eng lige ved elven. Gennem tågen kan vi skimte strømhvirvlerne under fald nr. 2, Nykkjesøyfossen, og høre drønet derfra. Ude i elven står en klippe smukt dekoreret med blomstrende bjergfrue - det er meget lækkert og humøret er igen for opadgående.

Mens vi sidder med aftensmaden sker underet pludseligt: Solen bryder igennem tågen! Der opstår nogle helt utroligt smukke scenerier med skiftende belysninger af fossen, vandtågen, elven, skoven og fjeldet - det er besættende dejligt. Helt overstadige nyder vi dette naturens skuespil, der varer hele aftenen til solen er vel nede. Min ven vil nu prøve fiskelykken, men jeg vil sove og siger at han passende kan servere fangsten på posekanten i morgen tidlig.

Sandelig! Jeg vågner til duften af stegt ørred, og vi nyder en fisk hver, inden vi skal stige ned og vore veje skilles. Det viser sig nu at vi har det flotteste af faldene til gode, det trodser i vild skønhed enhver beskrivelse - det er en lykke at Kinso er fredet. Og skoven er en utrolig troldeskov, hvor krogede fyrretræer krabber op over gigantiske, mosgroede klippeblokke.

Disse stærke naturoplevelser får mig til at tænke på nogle mennesker jeg kender, der i ramme alvor siger, at de ingen steder tager hen, fordi de meget bedre kan opleve det på fjernsyn. Det er dog et ubegribeligt standpunkt, for absolut intetsomhelst på skærmen kan dog måle sig med det AT VÆRE DER SELV. Selv en beskeden tur på f.eks. Isefjordstien eller Söderåsen overgår i oplevelse så langt alverdens David Attenborough'er og Troels Kløvedal'er. Ligesådan med alle de lækre dias jeg møjsommeligt samler sammen på en ferie, de giver dog kun en svag afglans af THE REAL THING.

Som afslutning på turen tager jeg bussen til Haugastøl. Undervejs holder vi 10 min ved den berømte Vøringsfos - efter Kinso gabende kedsommelig. I Haugastøl vil jeg benytte lejligheden til at afprøve, om det kryds jeg har sat på kortet for det kommende fjeldtræf er lige så godt i praksis som i teorien. Stedet er en sydskråning med små søer, nær offentlige transportmidler og et godt udflugtmål, Hallingskarvet. Hold kæft, jeg var blevet ekskluderet af NFA, hvis det var blevet her: Efter 2 timers energisk vandring kun sten og krat og krat og sten, et kedeligt landskab og en helt fatal mangel på gode teltpladser.

I panik tager jeg næste dag toget til Finse, hvor jeg har to timer inden mit tog til Oslo afgår. Jeg myldrer op i fjeldet mod nordøst og finder på kort tid 3-4 udmærkede lejrpladser med en fed udsigt til Hardangerjøkulen på den anden side af dalen, og gode mål for dagsture hele kompasset rundt - så der bliver det.

Til slut skylder jeg vist at redegøre for, om det nu også var så yndigt at være afsted alene: Næh, egentlig ikke, for jeg savnede tit nogle ligesindede at dele oplevelserne med, men som det vist fremgår af min lange redegørelse, skal der mere end en smule ensomhed til for at ødelægge en fjeldtur.