Både sommer og vinter cyklede vi tit ud i Græsholmeskoven. Billederne her tog jeg på en tur gennem skoven til Heldager med min klassekammerat Torben i januar 1961.
Jeg prøvede engang at løbe på skøjter her i skoven. Jeg havde lånt min fars gamle skøjtestøvler og løb med de andre børn på en skovsø. Om aftenen kom jeg sveddryppende hjem og berettede, at nu havde jeg lært det! Næste dag var det tøvejr, og næste år var skøjterne for små, så det blev ikke til mere, før jeg selv fik børn at løbe på skøjter med. Men jeg sled et par rulleskøjter med jernhjul op, som jeg fik til min 9-års fødselsdag.