Λ 
 < 
 > 
1
af
51
Grønland 1977
Ruten for flyveturen Kastrup-Kangerlussuaq/Sdr. Strømfjord den 20. juni 1977.
Finn Bloch var min teltmakker på DVLs vandreferie i Sydgrønland i 1974, og vi har været på mange ture sammen siden da. Nu har vi besluttet os for en lang vandreferie kun os to, og vi har i forvejen købt flybilletter til Ilulis­sat via Kanger­lussuaq. Ellers har vi ikke planlagt så meget - efter det vilde, nytte­løse plan­læg­nings­ræs på Aput 76 med Qatanngut, fore­trækker jeg en impro­viseret ferie.
Den 29. maj kommer jeg fra min udstationering i England til Svendborg, hvor jeg bl.a. klargør og sejler i min båd i Øhavet sammen med min tur­veninde Inge, som jeg kender fra Aput 76 og også sejlede med sidste år.
Lørdag den 18. juni kører jeg Inge hjem til Bistrup og tager derefter ind til Finn i hans kollektiv "Forlaget" på Frederiks­berg. På Gl. Kongevej køber vi ind til turen, bl.a. en hel okse­spege­pølse og fryse­tørrede middags­retter til 7 dages forbrug. Derudover medtager vi det sædvan­lige udstyr til fjeld­vandring, samt rigeligt fotogrej. Søndag pakker vi rygsæk, og jeg besøger venner i Køben­havn. Mandag formiddag flyver vi til Kanger­lussuaq.