Forhistorien for mit ophold i Thule er denne: Efter at have været udstationeret i England i to år, flytter jeg i april 1978 sammen med min kæreste Jette i København. Vi kender hinanden fra Vandreforeningen NFA, som var den der først bragte mig til Grønland - i 1974. Min ansættelse i England var tidsbegrænset, så nu er jeg arbejdsløs. En søndag sidder Jette med Politiken og siger så: "Der står her, at Meteorologisk Institut søger en ferieafløser i Thule - den skulle du søge, så kommer jeg op og besøger dig". Som sagt, så gjort: Den 6. juni rejser jeg til Qaanaaq og tiltræder stillingen som ferieafløser for teknikeren på Magnetisk Observatorium og ingeniøren på Ionosfærestationen. Den 11. juli ankommer Jette.
|