På Skansehage finder jeg en lun gryde, hvor jeg ligger og soler mig. Jeg skriver et lille brev hjem til Ida og børnene og fortæller om mine oplevelser; men jeg får ikke malet noget, og af naturbøgerne bruger jeg kun Rostrup og fotokopien fra
Danmarks Natur om vegetationsudviklingen på Skansehage. Den læste jeg engang jeg studerede Det Sydfynske Øhavs flora, men det er første gang jeg besøger stedet.
Her er meget smukt med mange blomstrende arter: Rynket rose, stedmoder, røllike, strandært, blåklokke?, strandsennep, harekløver, klæbrig brandbæger, blåmunke og skørtidsel. Rynket rose er ny, den er ikke med på de gamle kort.
Skansehage består af sand skyllet ind fra nordkysten af Sjælland. Luftfotoet med terrænskygning er fra 2017.