|
Jeg fortsætter dog snart igen og ved Dyrnæs Hage er strømmen nu imod - det overrasker mig så tit strømmen skifter i Roskilde Fjord. I en vending laver jeg en hård grundstødning - jeg kan ikke se bunden i det lave aftenlys. Jeg kan dog krænge båden af grunden med vindens hjælp.
I nærheden af Frederiksværk får jeg øje på noget der bevæger sig i vandet ret forude. Det viser sig at være en nødstedt brætsejler, der dog ikke vil reddes - han venter på vind til sit ultralette bræt, der ikke kan bære ham oppe. Agterude kan jeg se ham få vind og sætte kursen mod land. Efter en del overvejelser går jeg ind til Frederiksværk. Det er flot at se Stålvalseværket med lys og glødende slagger. Jeg har svært ved at orientere mig i havnen, dels pga. mørket, dels fordi der er anlagt en lystbådehavn, som ikke er kommet med på mit nye søkort. Jeg ankrer bag nogle gamle pæle i noget rædsomt blødt mudder, og efter middagsmaden hænger jeg for alle tilfældes skyld ankerlanternen op.