Jeg har en erindring, som jeg holder særlig meget af: Jeg sidder stille i gyngen, morgen­solen skinner gennem æble­træet, der kaster flimrende skygger på husmuren foran mig, en ribes blomstrer ude til venstre ved skuret, luften er kølig og frisk, og jeg gribes af øjeblikkets poetiske stemning - tiden står stille ... Så kalder mor, at havre­grøden er færdig, og livet går videre på denne forårs­morgen i 1950.