Finn-J.dk Krøniken Ellen og Sigvald Familieliv 1946-52  94 af N
   Λ   >>   <   > 

Vi havde jævnligt besøg af murer Mortensen til at lave forskelligt murerarbejde. Murer Mortensen var også landmand og boede på en gård på Tvedvej. Den eksisterer endnu og er kun lidt forandret.

Murer Mortensen kørte rundt på cykel, men da han havde et stift knæ, var den ene pedalarm på hans cykel skruet løs, og pedalen i modsat side havde en bøjle, så han kunne føre pedalen hele vejen rundt. Det stive knæ gav også nogle akavede arbejdsstillinger, men han klarede sig. Hvordan han fik transporteret murerbalje, sten, etc. husker jeg ikke.

Noget af det jeg kan huske, var hans tilmuring af døren ind til det gamle lokum i udhuset, kalkning af husets sokkel med orange kalk (jernvitriol-kalk), og senere bygningen af en mur ind mod naboen til erstatning for det grønne plankeværk. I denne mur anbragte jeg en besked til eftertiden indridset på en stump rød tagsten - der står vistnok "Finn 1954".

Da jeg en dag ved en familiesammenkomst fortalte at jeg gerne ville være murer, sagde moster Lie, at så skulle jeg have en lastbil. Der døde den drøm, for jeg kunne ikke forestille mig hvordan jeg nogensinde skulle få råd til en lastbil. Da jeg mange, mange år senere købte en cementblander og selv støbte fundamentet til vores havestue, følte jeg at drømmen alligevel var gået i opfyldelse!


GSV
Murer Mortensens gård i 2019.

   Finn som murer, 2001.