I december 1954 og den følgende måned var jeg indlagt på børne­afdelingen på Svend­borg Sygehus. Det var ikke nogen lystig oplevelse, jeg var nedtrykt og længtes hjem. Specielt kunne jeg ikke forliges med afdelings­syge­plejersken, frk. Raahauge, af børnene kaldet frk. Råkogt.

En morgen husker jeg specielt: Det var omkring midvinter og jeg lå i min seng ved vinduet og så stjernerne blive blegere og solen stå op over Tåsinge, unaturlig sent, klokken var vel hen ad 9.

Jeg havde fået en stavlygte med morseknap, og en dag jeg ikke var til stede, havde en af de lidt ældre drenge, Torben, brugt min lygte til at signalere til Ærø-færgen, der passerede i mørket på Svendborg Sund - og fået svar! Jeg troede ikke på ham, men tre år senere, på astmasanatoriet i Kongsberg, mødte jeg ham igen, og der kunne han bekræfte oplevelsen.