Hans i Birkholm havn. Han har problemer med solen, derfor kineserhatten. I Fåborg blev han mødt med det vittige tilråb: "Velkommen til Danmark".
I Birkholm havn møder vi to slags bådturister - først to drenge i en piratjolle. De medbringer stort set kun havregryn og kaffe. De spørger om de må låne vores kosangas, det må de selvfølgelig gerne. "Kaffe, kaffe, kaffe" jubler de, da de løber afsted med gasanlægget. Hans og jeg bliver enige om, at vi kan lære noget af dem: Vores udstyr er så tungt, at det går ud over bådens sejlegenskaber. Problemet løser sig, da jeg nogle år senere skifter alt ud med letvægtsgrej til fjeldvandring.
Vi får også besøg af to yngre, jakkeklædte mænd i en stor, hurtiggående motorbåd. De er antagelig fra Sønderjylland og spørger om vej til Marstal. "Det er derovre", siger vi og peger i retning af Marstal kirke. Så giver de den gas ud af havnen, men de er tydeligvis ikke vant til at både styrer med bagenden, for undervejs banker de ind i bolværket. Så går det over stok og sten mod Marstal - i bogstaveligste forstand, for den lige rute går over en grund med kampesten. Men heldet følger de tossede - vi kunne bagefter ikke læse om nogen grundstødninger i Svendborg Avis.