På hjørnet af Tvedvej og Schrumsvej var der i min barndom en lille grønthandel - så lille at der ikke var plads til en disk - og en større slagterforretning (Aage Nielsen?).
Senere blev slagterbutikken overtaget af Marchmann, men der var vist ikke kød nok på hans tilbud, for butikken blev overtaget af grønthandelen, der havde en stor omsætning. Nu eksisterer ingen af dem mere.
Nede i dalen løber Trappebækken under vejen, og til venstre var her engang et ishus, der solgte
Hesselager Is. Omkring 1950 kostede en nougat-is 25 øre, svarende til mine ugepenge. Til højre var der en stejl grusvej ned til Rottefælden - den var meget populær som kælkebakke.