Ida skriver for lørdag den 21. juli.

En flok kvier tager afsked med os, da vi har pakket sammen for at begive os mod Hirisjøn og videre sydpå. Vejret er gråt og trist med småregn nu og da. Hirisjøflyin er dækket af rensdyrlav, islandsk mos og revling med enkelte enebærbuske hist og her. Turen mod vest over prærien må for nybyggerne for 100 år siden have lignet dette, jeg tænker på Laura og resten af familien Ingalls.

I østenden af Hirisjøn skal vi passere dennes afløb Hira. En bro skulle være udlagt, men istedet for er udlagt sten - de fleste under vandoverfladen, her ser ud til både at være dybt og ret meget strøm, så vi betakker os og går i stedet for ned langs vestsiden i håbet om at finde et sted, der kan vades. Flere rødben har på dette sted deres reder, så uafladeligt lyder deres advarselsskrig, mens de hopper omkring os - aldrig før har jeg set, at de har så rødorange ben, de virker fluorescerende mod alle de brune og grågrønne farver vi er omgivet af.

Ca. 500 m nedenfor Hirisjøn finder vi et sted der kan vades, på trods af mine betænkeligheder går det let. Vel ovre på den anden side går turen sydover. Snart møder vi den omtalte bro! Den ligger skyllet i land, har åbenbart ikke kunnet modstå vandmasserne her i forsommeren.

Vi står nu efter endnu en times gang ved "Flødeskumsdalen", bækken risler livligt og dalbunden er dækket af blågrå pil, græs, kæruld, og et enkelt sted et væld af stjerne-stenbræk. Nu er der optræk til endnu mere regn, så vi slår teltet op, og sidder her i tørvejr og spiser varm turistproviant.

Herefter går turen videre op gennem Flødeskumsdalen, og efter en tids søgen findes stedet for vinterens snehule - en halv snes afskårne birkegrene røber stedet. Bækken vi har sovet ovenpå virker en del større end forventet, men måske var der heller knap så meget vand der i februar måned. Nu mangler vi bare at bestige Hellorn - på toppen af denne genkaldes stemningen fra sidste besøg her. Nu går turen videre sydover, og vi når igen et vadested, denne gang gælder det Remma. I birkeskoven ved Vesle Remma bruger vi nu megen tid på at støve omkring efter en lejrplads; vi vælger et sted mellem de to vandløb i åben, gammel skov med bund af rensdyrlav.