Bagefter sidder jeg forfrisket i solnedgangen og nyder aftensmaden (tortellini med cham­pignon­sauce, samt hyben­suppe) og tænker tilbage oå dagen der gik. Jeg oplever den som uover­skuelig lang og ind­holds­rig, som om tidens strøm næsten er standset, det er som at være barn igen. Det føles som umådelig længe siden jeg i morges kikkede ud på kærulden, og livet før ferien tilhører en fjern og uvirkelig fortid. Denne næsten eufo­riske leven i nuet oplevede jeg også på min aller­første fjeldtur, der var med NFA i Grønland i 1974. NFA har for mig betydet indgangs­nøglen til en masse utroligt skønne oplev­elser, og det er jeg meget tak­nemlig for.