Egnen omkring Litlos er berømt for sine mange blomster. Først ser det ud som om fårene har ædt dem alle, men på strækket op mod Hårteigen ser og fotograferer jeg en del. Vejret er nu lunt og solrigt - jeg har for første gang lagt de lange under­bukser.

Terrænet er meget smukt og kuperet, bestandig skal man op gennem nye pas, der åbenbarer nye panoramaer.

Et sted går stien opad på våd sne over en kilo­meter­lang strækning - det finder jeg en tand for anstreng­ende og vælger at skyde genvej direkte mod Hårteigen. Det går gennem et område med skråt­stillede, lagdelte bjerg­arter, der viser sig at give mange for­hindringer i form af skrænter og småsøer.

Det slår mig, at uden for stierne oplever man land­skabet mere intenst, fordi det kræver en omhyggelig iagt­tagelse af land­skabs­formerne at finde vej. Det har sin pris at følge stierne, hvor man kan fristes til at vælte mere eller mindre bevidst­løst afsted i tillid til at der altid er rimelig farbart.