Endnu har jeg lidt saft i sålelæderet, så jeg aksler igen min rygsæk og skal nu opleve dagens allerskønneste stræk.
Efter at være steget op på et plateau med nogle forbløffende snemasser, kommer jeg til en forrevet højderyg med en helt underdejlig udsigt. Jeg sidder på en grøn plet i aftensolen ved en bæk, der løber ned over en skråning og fortsætter nogle hundrede meter længere nede som et blinkende hånd, der bugter sig gennem en grøn eng med græssende får, inden den løber ud i Kinsoelven, der glitrende udvider sig til en stor fjeldkranset sø, Veivatn. Her er intet mindre end vidunderligt - eksorbitant pittoresk kunne jeg fristes til at sige. Her kunne det være skønt at tilbringe en hel sommerferie med familien, hvis ikke stedet var så håbløst utilgængeligt med små børn.
Efter aftensmaden giver jeg den endnu et bette nøk og telter i skumringen på et lige så codylt sted efter en dagsmarch på 24 km.
