På vej ned mod Stavalihytten render jeg sammen med en midaldrende nordmand på vej hjem fra en resultatløs fisketur. Han kender en god teltplads halvejs nede mod Kinsarvik og foreslår at vi slår følge. Jeg er jo egentlig kommet ud for at opleve naturens storladne ensomhed, men da jeg ikke kan finde en pæn måde at afvise ham på, akcepterer jeg, og vi starter med at spise frokost på hytten.
Turen nedover foregår i tæt tåge og finregn på stejle, glatte klippeheller. Stien er næppe synlig, så vi må holde skarpt udkig efter de røde T'er. Han er rød-grøn farveblind og jeg demonstrerer for ham, hvordan han med et rødfilter lettere kan se T'erne og tyttebærrene.
Et sted ude til venstre hører vi bulderet fra det første af Kinsos fem fald, men vi ser absolut intet. Mit humør synker i takt med nålen på højdemåleren, for det der skulle være turens klimaks, ser nu ud til at skulle drukne i ærtesuppe og snuskregn.
