Det er ikke bare skæg altsammen

Det der slår mig, er den dybe kløft der er mellem salgsfolk og teknikere, når det gælder personlig fremtoning. Eller mere viden­skabeligt: Den anta­goni­stiske kommuni­kations­diskrepans der er mellem salgs- og manage­ment segmentet, SM-segmentet, på den ene side, og teknik- og udviklings­segmentet, TU-segmentet, på den anden side.

Oplevelsen af denne kløft er ikke af ny dato: Da jeg i første halvdel af firserne arbejdede i Brüel og Kjærs udviklingsafdeling, kunne man i dette firma opleve et skarpt skel mellem salgsafdelingen ledet af Brüel, og udviklingsafdelingen ledet af Kjær. Det kunne f.eks. ses på bygningerne: Salgsafdelingen havde til huse i en fin fleretages bygning med marmorgulve etc., hvorimod udviklingsafdelingen var indrettet i nogle lange, lave, hvide længer med halmlofter og glasbure - bygninger vi af nærliggende grunde kaldte for "forsøgshønseriet". Holdningen mellem de ansatte i de to afdelinger var også præget af en gensidig mistillid, ja næsten foragt: Jeg erindrer, at en af mine kolleger engang stod og kiggede ud af vinduet og så råbte til os andre: "Kom og se - der står en sælger nede på parkeringspladsen!" Vi styrtede til vinduerne, og ganske rigtigt: Der stod én som kun kunne være sælger - korthåret og glatbarberet, i blåt jakkesæt og til overflod i blank­pudsede blå sko. Havde han været udvikler, kunne man have kendt ham på sutskoene, cowboybukserne med hængerøv og det tvangfri hår og skæg.

Denne mistillid forhindrede dog ikke et intenst samarbejde mellem afdelingerne. Der var ingen ublu krav om at udviklerne selv skulle specificere og sælge deres produkter - det havde man salgsfolkene til, og de gjorde et godt job her. Dog kunne det være temmelig anstrengende, når de ustandselig kom rendende og ville have implementeret nye smarte features, for softwaren blev dengang skrevet i assembler, og det var umådelig tidsrøvende at indføre ændringer. Vi havde i en periode også kun én prototype af vores nyudvikling (en indeklima-analysator), og den var tit udlånt til salgsafdelingen og svær at kradse hjem igen. Det hjalp dog meget, da vores programmør indførte den specielle feature, at når apparatet havde været i brug i to timer, så ophørte den normale funktion og der flimrede en besked over plasmadisplayet om at levere det tilbage til udviklings­afdelingen!

Idag i CIT er forholdene noget anderledes end i en produktionsvirksomhed som Brüel og Kjær, for med al vores rådgivning og undervisning har vi meget mere kundekontakt, og tilmed kommer vores kunder både fra SM- og TU-segmenterne. Spørgsmålet er, om vi som vendekåber skal antage en bestemt stil til lejligheden? Selv har jeg dårlig erfaring med det: Tro det eller lad vær - engang som underviser på et kursus i Java optrådte jeg med slips. Da stemningen på kurset var ret gemytlig, var der én der sidste dag tillod sig at spørge: "Finn, må jeg stille dig et personligt spørgsmål: Sig mig, hvor mange slips har du?" Jeg indrømmede kun at have de to, som han havde set - og så fik jeg et råd, som jeg siden har fulgt: "Jeg synes du skal gemme dem langt væk!"

Nej, man kan let virke kunstig og utroværdig hvis man majer sig ud som en anden end den man er, specielt hvis man som i ovenstående eksempel sigter galt: Mine kunder tilhører jo TU-segmentet og går ikke med slips (måske bortset fra bankfolkene). Men derfor kan man jo godt more sig med at studere hvilken fremtoning der er gængs blandt ens forbilleder - software-guruerne og de andre sukcesrige folk.

Først skal vi dog have et historisk tilbageblik: I tidligere tid var store og små skægprydelser in blandt videnskabsmænd og politikere, som det ses på disse billeder:

Nutildags er skæg til gengæld ikke på mode blandt SM'erne, som det kan ses på det næste billede af nogle virkelig fremgangsrige folk:

Vi ser nogle glade, glatbarberede slipsedrenge som virkelig har grund til at tage smilet på, for de har gjort det helt ufattelig godt: Tænk at tjene så svinsk mange penge på nogle gumpetunge og fejlbehæftede produkter som Axapta-ugesedlen og PowerPoint, for nu at nævne nogle velkendte eksempler.

Dog kan kan det give bagslag at mangle skæg­prydelse: Man risi­kerer ufri­villigt at blive udstyret med andre prydelser, som i dette eksempel. - Nej det er ikke bare skæg altsammen!

TU-folket har unægtelig ofte en mere tvangfri fremtoning, og jeg har som eksempel valgt en stribe billeder af Borlands festlige chefudvikler, David I (Intersimone), som jeg selv har oplevet på et seminar i Danmark. Her optrådte han egentlig som sælger, så det var uden guitar og hawaii-skjorte.

Ser man på de egentlige software-guruer - de der har lavet deres eget program­merings­sprog - er det påfaldende så mange af dem der er skæggede. Skaberkraften må virkelig sidde i skægget! Se nu denne serie med Brian Kernighan og Dennis Ritchie (C), Niklaus Wirth (Pascal), Kristen Nygaard (Simula), Bjarne Stroustrup (C++) og James Gosling (Java):

Også nogle af tidens OO-guruer har skæg­prydelser, f.eks. fire­bande­medlem Erich Gamma (ham med Design Patterns) og Martin Fowler (Refactoring). Når man ser på Fowler, ihukommer man Dalgas' berømte ord: "Hvad opad tabes, skal nedad vindes".

Jeg har indtil nu slet ikke nævnt kvindelige udviklere, og det er ikke for at være diskri­minerende, men der er faktisk meget få af dem der har skæg. Nu har det jo nok sine naturlige årsager, men om det samtidig er grunden er til, at der i det hele taget er så få kvindelige udviklere, det er et åbent spørgsmål.

Ja, den siges jo at være svær at spå om, men jeg vil forsøge alligevel: Jeg vil skyde på at moden for TU-folket ikke vil ændre sig synderligt. For SM-segmentet er det sværere, men ved at kigge annoncer i de rigtige magasiner kan man få et vink om hvilken vej vinden vender.

Se på disse to billeder fra det svenske tidsskrift Kapital, maj 2002: Skægget er på vej frem! Godt nok er det jo på det første billede ikke ret gammelt, og jeg ser da også visse praktiske problemer ved til stadighed at optræde med daggamle skægstubbe. Måske er der et marked for en barber­maskine med ca. én millimeters skærehøjde! Men alligevel, jeg tror der er en trend mod det mere skæggede og lang­hårede, også blandt slipse­drengene - og venter vi længe nok, vil der sik­kert ikke være til at se forskel på dem og udviklerne. Og det er jo ikke særlig skægt, hvis man gerne vil markere sit tilhørsforhold!