Før vi fik børn, fik vi tudet ørerne fulde med hvor stor en omvæltning det ville blive. Det viste sig imidlertid, at vi kun i ringe grad behøvede at ændre livsstil - vi tog barnet med til det vi plejede at foretage os. Det gjaldt tildels også vores fjeldvandreture i Norge, hvor vi dog valgte at ligge i standlejr, fremfor at vandre fra sted til sted.
På billedet ses Signe og jeg på vej fra færgen i Gjendebu i Jotunheimen og op i fjeldet, hvor vi skal slå lejr. Barnebærestolen er med, men der er ingen ryg til den før vi har slået lejr - vi havde dristigt satset på at den toårige selv kunne gå de 6 km op til lejrpladsen. Det kom nu ikke helt til at slå til - på en strækning gik jeg frem og tilbage, skiftevis bærende barnet og rygsækken. Men hun gik selv tilbage til færgen.
Rygsækken har jeg endnu, og rammeforlængeren bliver stadig kaldt "blestativet".