Et problem med barnebærestolen kunne være barnets narkotiske afhængighed af den. For Signe skete afvænningen dog hurtigt: På fjeldferien ved Gjendebu opdagede hun, at det var meget sjovere at bevæge sig afsted på egne ben, fremfor at sidde og glo i barnebærestolen.
Noget tilsvarende oplevede vi med Maja, da hun som treårig var med på fjeldet, men indtil da krævede det nogen overtalelse at få hende til at gå selv. Jeg mindes en af de traditionelle 2. juledags skovture, hvor Maja ville bæres: "Op" skrålede hun, men vi nægtede at bære hende, så der var megen gråd og tænders gnidsel. Senere blev hun meget fysisk aktiv og er det stadig.