Næste dag, onsdag den 18. april, prøver jeg skiene på en tur ud til ionosonden. Jeg har forsynet mine Fischer Europa77 glasfiber-fjeldski med kabel­bindingerne fra mine gamle børneski, så jeg kan bruge mine varme vandre­støvler som skistøvler.

Til min bagage køber jeg et kurebrædt/­børneslæde i butikken formedelst 49,50 kr, hvorpå jeg binder min Fjälräven vandre­rygsæk plus nogle pakposer. Bjarne tilbyder mig en hund til at trække slæden, men jeg synes tiden er for kort til at afrette en hund, så det ender med at jeg selv trækker slæden med en snor om livet.

Fjällräv-teltet har jeg lånt af min gode ven Finn Bloch - vi brugte det sammen i Sydgrønland i 1974. Det er forsynet med et oversejl med alubelægning, der er ment som isolation, men som holder solvarmen ude, her en højst uønsket egenskab, så jeg ender med at bruge teltet uden oversejl.

Til forsvar mod isbjørne tilbyder Bjarne mig en riffel med dumdumkugler, men efter at have løftet på den, erklærer jeg at jeg hellere vil ædes af en isbjørn end slæbe på det monstrum. (Flot sagt, men jeg kan umuligt gennem­føre turen med den ekstra vægt.) Han overtaler mig derefter til at tage en salon­riffel med - et våben der normalt bruges til rype- og harejagt. Jeg afprøver den og finder ud af, at jeg ikke kan ramme en øldåse på 20 meters afstand - og det selvom jeg som dreng var god til at skyde med luftbøsse. Heldigvis er risikoen for at møde en sulten isbjørn ikke særlig stor, da der på denne årstid er mange sæler ved deres åndehuller. Som nok så farligt regner jeg stormvejr, tilskadekomst og sygdom - og som et eksempel på en større risiko som mange løber, fremhæver jeg det at køre på cykel i København.