Om formiddagen nærmer jeg mig så mine længslers mål, Hardanger­vidda, Europas største høj­fjelds­plateau. Udenfor tog­vinduet strigler regnen ned over nogle bund­triste, beg­mørke gran­skove, og anfægt­elserne begynder at melde sig - hvad er det dog jeg har indladt mig på!

Men, oh under, da jeg stiger af toget i Ustaoset, skinner den milde sol på de lyse­grønne birke og blinkende søer.

Jeg begynder opstig­ningen gennem den skønne fjeld­birke­skov mod turens første mål, Uste­tind. Undervejs møder jeg flere spad­serende, bl.a. en ældre nord­mand der udtrykker, at det er vældig "tøfft" sådan at gå alene over Vidda, og anslår at jeg skal bruge tre dage til det. Det er vildt opti­mistisk, for p.g.a. mang­lende motions­dyrkelse er jeg i elendig form, og jeg må holde flere for­svarlige pauser inden jeg når toppen.