Programmeringsminder

Jeg var på mit første programmeringskursus i 1965 på NEUCC (udt. nøvs), da jeg gik på første år på elektro­ingeniør­uddannelsen på DtH (det nuværende DTU). Programmerings­sproget var FORTRAN, som faktisk stadig bruges i universitets­kredse, og hardwaren som vi betjente var hullemaskiner, hvor vi indtastede vores koder. Programmet i form af en stabel hulkort blev afleveret i en skuffe og kørt på en kæmpestor maskine, der stod i hal med glasvægge, så den undrende hob kunne kigge ind. Havde man ved en fejl lavet en uendelig løkke i udprintningen, så linieskriveren blev ved med at spytte lange, brede, tomme ark ud, fik operatøren først rynker i panden, så stoppede han maskineriet og gik så videre til næste program. Det var set med nutidens øjne helt ufattelig besværligt, men regnekapaciteten og -hastigheden var egentlig ret så fornuftig til de ingeniør­beregninger vi brugte det til, dvs. indviklede beregninger med beskedne datamængder.

Jeg holdt mig fra programmering indtil 1977, hvor jeg af egen lomme betalte for en programmerbar HP-67 lommeregner med magnetkort. Den kostede 350£ (jeg havde invaderet England på det tidspunkt), og det var altså mange penge dengang. Det fine ved lommeregneren var, at i samme sekund man havde indtastet den sidste regneoperation, kunne man trykke på Run og se programmet køre. Sammenlignet både med en nutidig PC og med maskinen på NEUCC havde den en fuldstændig submikroskopisk hukommelse og en regnehastighed som en snegl, men jeg løste faktisk mange sjove opgaver - f.eks. beregningen af en elektrons bane i et homogent elektrisk og magnetisk felt vha. Runge-Kuttas metode af 4. orden. Ellers var små computere dengang et grønt bræt med et 4x4 tastatur i det ene hjørne, hvor man indtastede komplet uforståelige hex-koder - dem holdt jeg mig langt fra.

Senere ved Brüel & Kjær og på Teknologisk Institut havde jeg folk til det grove - jeg skrev beregningsalgoritmerne, og programmører skrev programmerne i Assembler, Modula2 eller C. Et eksempel var beregningen af en spejloptik til lampesystemet på et reprokamera, som kunden, Danagraf, tog patent på. Men på et tidspunkt fik jeg at vide, at nu skulle jeg undervise i programmering i C, ellers... Jeg havde hverken programmeret eller undervist før, så det var hårdt - meget mere er der ikke at sige om den ting.

Jeg gik videre fra C til C++, hvor jeg blev grebet af den objektorientede tankegang, og så Java, som blev mit program­merings­sprog. Java er simpelthen et værktøj der ligger godt i hånden, det er regelret og robust, og man kan lave alverdens ting med det uden at kere sig om detaljer i den platform programmet skal køre på (Windows, noget Fanden har skabt i vrede). Jeg blev i den grad grebet af det, at jeg udviklede mit eget kursusmateriale, hvoraf noget engang kunne ses på Teknologisk Instituts hjemmeside, se Undervisningsplan for Java programmering, og jeg skrev vidtløftige artikler om Java-programmering, som jeg henviser til, hvis du vil vide mere om Java som objektorienteret programmeringssprog - se JAVA artikler. (De har også ligget på TIs hjemmeside, jvnf. web.archive.org). Her er både for begynderen (Java Survival Kit) og den mere garvede programmør (Objektorientering i Java).

Desuden dyrkede jeg Java som hobby. I nogle af disse fritidsprogrammer genoptog jeg min interesse for fysik, med programmer der arbejdede både i det store med planetbaner og i det små med molekyler. Andre programmer knyttede sig til min mangeårige interesse for fotografering, og drejede sig om præsentation af fotos på internettet.

Nu er jeg fyret fra Teknologisk Institut og på efterløn: Der var i 2003 knebent med indtjening på Java-området, så de syntes jeg skulle gå 21% ned i løn. Det syntes jeg ikke. Midt i ulykken nyder jeg at kunne koncentrere mig om de programmer, jeg har lyst til. Ligesom jeg som dreng var grebet af at lave konstruktioner med ingeniørsættet Tekno, synes jeg nu det er sjovt at stykke programmer sammen med det byggesæt som Javas klassebibliotek er. Det seneste jeg har været i gang med er programmet "FinnSoft GalleryExpander", men det er kun en joke, det med "FinnSoft Corporation", for jeg dyrker det ikke på et plan, hvor det ville kunne udnyttes kommercielt. Det har jeg taget konsekvensen af, og lægger det ud på nettet som Free Software, så andre måske kan få glæde af det. Iøvrigt er det også nok for sent at få registreret varemærket FinnSoft, for der findes allerede en finsk badstueovn af det navn - se Sauna Klimaheizgerät, og for nylig er der også dukket et polsk (ikke finsk) softwarefirma op.